Lidt af hvert

Hej igen alle sammen. Ligenu sidder vi i Arequipa (fra nu af A.) som saa vidt vi har forstaaet er Perus 2. stoerste by. Her bor mange mennesker og virker som den rigeste by vi har vaeret i indtil nu. Folk er bedre klaedt, butikkerne er stoerre og finere osv.

Men altsaa det vi skulle i A. fra starten af var jo at se Colca Cañon og condorpasset. Saa her tog vi afsted for fire dage siden, efter at have booket et trek. Vi skulle med bussen kl. 1 om natten med vores guide, men forinden skulle vi lige hente et stk. 55-aarig canadier der skulle med paa vores tur. For det foerste kunne guiden og taxamanden ikke finde hans adresse, og da de endelig fandt den var manden overhovedet ikke klar!! Vi ventede paa ham til kl. 12.55 hvilket resulterede i at vi skulle loebe til bussen der var koert fra stationen, men vi naaede det lige praecis.

Da vi saa havde fundet pladser i bussen, siger en ildelugtende canadier til mig: "Where are we going? I thought we were going with a luxury bus?" naa men saa maatte jeg altsaa sidde og forklare ham hvor vi var paa vej hen og at det var trekking osv. Han anede ingenting!

kl. ca 6 ankommer vi til den lille flaekke Cabanaconde, hvorfra vores trek ned i Colca skulle starte efter lidt morgenmad. Canadier vender sig om og siger til Zeth: "This is Cusco right?". Vi var fuldstaendig paffe! Vi skulle foelges med en mand i to dage der ikke anede hvem han var og hvorfor han var der! Naa men afsted kom vi, 3 timers gaatur til frokost, fantastisk udsigt ned i Colca, og saa 3 timers gaatur om eftermiddagen til det sted hvor vi skulle sove.

Her gaar det saa op for canadieren at vi skal ud at gaa om natten kl. 2, i 3 timer opad, for at komme op fra Colca og se condoren. Men han har jo selvfoelgelig hverken regnponcho eller lommelygte med! Naa men det ender med at han faar ordnet med en lokal at han kan leje et mulddyr til at baere ham op, hvilket vi var lettede ved, for troede aerlig talt aldrig han ville kunne komme op, og at vi derfor ville misse condorerne som flyver tidligt om morgenen.

Vaekket blev vi, og da Zeth havde planer om at bestige vulkanen El Misti dagen efter, ville han loebe i forvejen sammen med en af de lokale. Turen op skulle vaere haard og tog 3 timer. Vi havde faaet at vide at en franskmand havde rekorden (foruden de lokale, der loeb der hver dag) paa 1 time og 16 minutter. Zeth var saa sej at goere det paa 1 time og 15 minutter!! Saa fra nu af vil guiden sige at en dansker har rekorden:)

Jeg, Line, fulgtes med guiden og et ungt australsk par, som jeg dog ogsaa hurtigt loeb fra. Saa jeg gjorde turen paa to timer - var ogsaa lidt stolt;) (Parret gjorde det paa 4).

Da vi kom tilbage til Cabanaconde var kl. ca. 5 og vi fik lidt morgenmad inden vi skulle ud og se condorerne. Vi saa jo condorer baade omkring Cusco og vi saa dem ogsaa fra kloeften af, men da vi kom til cruz del condor (de har vidst en rede der) var vi saa heldige at de pludselig begyndte at flyve rundt om os fra kun 4 meters afstand!!De var saa taet paa os at vi kunne se dem i oejnene. Ret vildt, det er vistnok verdens tredje stoerste fugl, med et vingefang paa op til 3 meter, og saa var de bare lige der foran os, som forhistoriske kaempeoegler! Noget af en breathtaking oplevelse.

Da vi var faerdige med at se paa condorer tog vi tilbage til Arequipa. Her havde Zeth allerede betalt og arrangeret en bestigning af den 5800 meter hoeje vulkan El Misti, naeste morgen. Men da vi kom ned til turistselskabet for at han kunne faa sit udstyr, fandt vi ud af at de bare havde taget ham i roeven saa han altsaa ikke kunne komme afsted dagen efter. Saa vi rendte byen tynd for at finde ham en tur, for vi havde ikke tid til at udskyde det en dag! By the way, grunden til at Line ikke skulle med var at hun var for doven og hellere ville ride paa peruanske passo-heste - en anden historie.

Vi fandt ham heldigvis en tur til sidst, men man kan bare ikke foele sig sikker paa de turistselskaber! Og dem der skal til Peru - hold jer fra "Vikinka tours"!

Endelig kunne vi faa noget soevn efter to naetter hvor vi var noedsagede til at skulle op ved 1-2 tiden. Og morgenen efter blev jeg saa hentet til min ridetur og Zeth til sin vulkanklatring. Herfra ved jeg af gode grund ikke hvad der skete med Zeth, saa det maa han fortaelle i en passage laengere nede.

Naa men vejret var fantastisk godt den morgen, og der var aabenbart ikke andre turister der skulle ride, saa det var bare mig og en guide. Jeg havde booket en 3 timers tur som var det laengste man kunne. Det var bare helt vildt fedt! Vi red i en dal udenfor byen og galloperede en hel masse! Derudover kan de Peruanske Passoer en speciel gangart der er hurtigere en trav, men meget behagelig. Saa det gik virkelig staerkt, og han sagde ved et kryds at vi hellere maate tage en anden rute der egentlig varede 5 timer, fordi jeg var saa hurtig. hehe. saa en lang tur fik jeg, og da vi saa var naesten tilbage igen, havde en stor lastbil motorproblemer og holdt og spaerrede for vejen. Det betoed at vi blev noedt til at tage en kaempe omvej saa jeg fik over 5 timers ridning! Det var ret heldigt - selvom guiden ikke syntes det, da han jo havde mere arbejde der skulle goeres i loebet af dagen. hehe.

Resten af dagen havde jeg saa alene, da Zeth var paa El Misti, men jeg fandt hurtigt nogle fra hostallet at tage i byen med:) Idag er Zeth saa kommet helskindet tilbage og vi har vaeret paa marked med en amerikaner fra hostellet. der var ALT! Gedehoveder, hestehove, levende froer som de blendede og lavede til juice lige foran én, og ja alt mellem himmel og jord. Amerikaneren og jeg fandt noget lokal mad paa markedet, bestaande af kylling ris og groentsager og en masse tilng man ik rigtig kunne se hvad var, men da vi skulle til at saette os saa vi Zeths meget forvraengede ansigtsudtryk idet han siger "I´m gonna find some junkfood!!" og vaek var han...

I nat skal vi med bussen til Nazca saa vi kan se Nazcalinjerne imorgen. Saa det maa i hoere om efter det. Zeth vil lige fortaelle lidt om El Misti, og saa kommer der ellers billeder. Der er ogsaa billeder fra vores tur til Titicaca, men Zeth har vidst fucked up saa de kommer i en underlig raekkefoelge. men bare husk at se det hele ik?;)

Zeth fortaeller: Efter det lange og anstrengne jagt efter El Misti-bestigningsturen, fik man lidt nederen paa af at have betalt naesten 3 gange prisen. Der stod jo en guide der tilboed en tur til en anden vulkan, ved navn Chachani, for de 60 $ som jeg troede Misti kostede. Men jeg havde bare fra turens begyndelse haft El Misti paa nethinden. I Jysk rejsebureau snakkede jeg med to guider der havde bestiget Misti, som ikke snakkede om andet - de var solgt. Saa hvis jeg havde valgt at bestige Chachani for 1/3 af prisen, ville jeg alligevel tage hjem med fornemmelsen af, om jeg nu gjorde det rigtige. Saa jeg endte med (jeg ved ikke om Line har skrevet det, og jeg orker ikke at laese hele indlaegget igennem :-) ) at betale 140 $ for noget som kostede 60 - 50 $ til at starte med *gisp*! Men 13 timer efter turen var betalt, skulle jeg hentes. Og der gik 15 minutter, og der gik 30 minutter - der endte med at gaa 1 time og 30 minutter foer min guide kom. Det viste sig at de havde punkteret. Saa efter vi havde hentet noget meget brugt og skramlet udstyr, som jeg havde givet 20 $ for, koerte jeepen afsted mod Misti med en meget skuffet, demotiveret og (mildt sagt) ked Zeth. Efter to latterlige stop for at hente nogen ting som guiden skulle have medbragt paa forhaand begav vi os afsted mod Misti. Under denne koeretur sad jeg bare og gentog for mig selv: "140 $ - 750 kroner - 325 soles, for TO DAGE!!" lige indtil vi satte retningen mod en enorm vulkan med sne paa toppen. Jeg laente mig forsigtigt frem og afbroed guiden og chauffoerens small-talk og spurgte: "Misti" med en finger rettet mod vulkanen og med et smoerret smil nikkede guiden og sagde: "Si!"Herefter, folkens, betoed prisen ingenting for mig. Mit humoer sprang fra 0 til 100! Jeg snakkede lidt med guiden om diverse ting og fik bl.a at vide at ca. 80% af alle dem som begiver sig op af vulkanen, fejler topforsoeget. Dette gav mig blod paa tanden! Efter alt udstyr var i orden begav vi os afsted. Han fortalte, at vi gik saa langsomt som vi gjorde for at jeg ikke skulle blive traet paa andendagen - topforsoeget. Vi gik LATTERLIGT langsomt - men han sagde, at det var saadan, at man naaede toppen. I starten gik det ligeud (det virkede saerdeles underligt at gaa saa langsomt paa den straekning, men han bestemte) og saa begyndte det at stige mere og mere. Vi startede i 3415 meters hoejde og skulle saa gaa 3 km ligeud foer bjerget begyndte. Paa vejen op ad bjerget, den foerste dag, moedte vi en anden gruppe som var paa vej ned. De var 4 personer og en guide og der var kun 1 turist (og guiden selvfoelgelig) der klarede topforsoeget. Oppe ved det saakaldte "Base Camp" (4500 meters hoejde) fandt vi ud af, at ingen af os havde toiletpapir med, paa trods af de utallige gange min mor har taesket ind i hovedet paa mig, at man altid skal have en lille rulle med. Men det resulterede i, at vores kreative hjernehalvdel skulle aktiveres. Han rev nogen sider ud af sin bog, mens jeg havde spist min sidste malaria-pille og kunne derved bruge pakke og brugsanvisning (og en brugt sok). Vi havde et telt hver, og efter vores aftensmad blev serveret klokken 15:30 skulle vi gaa til ro. Herefter skulle vi ikke spise noget inden vi var paa vej ned af bjerget naeste dag, da maven arbejder daarligere under disse tryk, hvis man ikke var vandt til det. Efter faa timers soevn vaagner jeg op (uden ur) saa jeg vaelger at gaa udenfor. Det foerste jeg ser er lyset fra nogen forstader til Arequipa (klokken maa have vaeret midnat eller saadan noget, det var ihvertfald moerkt). Jeg anede ikke hvad jeg saa, og uden at taenke fastlagde jeg at det maatte vaere Arequipa-city. Derefter ser jeg op og ser en ufattelig klar stjernehimmel. En blanding af det jeg troede var Arequipa og himlen var saa flot at det er svaert at forestille sig. Men saa vendte jeg mig om - WAUM!!!! Out of nowhere ligger Arequipa city (se nedenstaaende billede) lige for naesen af mig. Siden jeg stod paa en vulkan var mit foerste indtryk: "LAVA!!!!!!" men jeg kunne godt sige mig selv at det ikke var rigtigt. Albertos telt var 30 meter vaek fra mig. Det var fuldstaendigt surrealistisk at vaagne i et lille koldt telt, alene, paa bjergsiden af en vulkan, med den udsigt.

Klokken 1 blev jeg vaekket. Saa stod den paa topforsoeget! Jeg lagde maerke til, at kondensvandet paa indersiden af mit telt var frosset til is. Guiden gaettede paa at temperaturen var -5 til -10, og dog begav vi os afsted med lige det noedvendige og lod telte, soveposer og diverse blive. Efter en lang og tung kamp med kulden, dybfrosne taeer, dybfrosne fingrer, for ikke at naevne det umulige terraen vi bevaegede os i, kunne vi endeligt se toppen (et 7 meter hoejt kors). Saa selvom vi kunne se det, betoed det at der var 1 time og 30 minutter tilbage i dette ulidelige vejr. Mine haender var saa kolde at vi var noed til at stoppe hver 45 minutter for at jeg kunne varme dem op igen, naesten hele vejen op.

Saa med to isklumper som foedder, 10 frosne guleroedder som fingrer og ingen mad i 16 timer (ud over vand, en kom te og 20 gram chokolade) naaede Alberto og jeg toppen! Det var ligesom at vinde verdensmesterskabet i en tilfaeldig sportsgren!

Turen ned havde jeg faaet beskrevet som meget sjov, blot at loebe i vulkanaske. Men jorden var saa frosen, at det var svaert at loebe overhovedet (det havde sneet hele natten). Men da vi kom laengere ned fik jeg proevet det. Man sank i til anklerne eller dybere og man tog kaempeskridt paa 2 - 3 meter - MEGA-fed oplevelse.

Alt i alt, en oplevelse jeg aldrig vil glemme!

Men det var det, folkens. Husk at se billederne for hele molivitten.

Mvh Line og Zeth